Første tre navne til Multival er klar

Undergrundsfestivalen Multival i Klosterparken i Kalundborg 20. maj offentliggør nu de tre første navne: Den stærkt fremstormende rocktrio Marco Monarch, det nyetablerede orkester Ivory Garden og rap-rock kvartetten Forloren er foreløbig lagt frem, og indenfor de nærmeste uger vil der blive tilføjet flere navne til programmet.

Marco Monarch rummer blandt andre guitaristen Kristoffer Winkler, der er opvokset i Kalundborg og er student fra Kalundborg Gymnasium. I København fandt han sammen med Mathias Møller og Sigurd Hultgren, og deres samarbejde høres nu i den eksplosive, 1970'er-inspirerede rock.

Sidste år vandt sangeren Agnes Fogh Schmidt fra Kalundborg DM i sangskrivning for efterskole-elever sammen med Nikoline Corlin Olsen, og nu skal de på scenen til Multival med egne sange og det nye band Ivory Garden.

Den københavnske kvartet Forloren kommer med den ægte musikvare, trods navnet, en god blanding af rock og rap. Bandet kvalificerede sig for nyligt til semifinalerne i den danske afdeling af Emergenza Festival, verdens største konkurrence for upcoming bands. Også Forloren har Kalundborg-tilknytning - trommeslager og forsanger er oprindeligt fra Kalundborg.