Det er også din kolde krig

Af Julie Grothen, OPLEV

- Vi var alle sammen en del af den kolde krig. Den påvirkede os alle. En million danske mænd har aftjent deres værnepligt under den kolde krig, og læg dertil at alle offentligt ansatte var tiltænkt en rolle i scenariet.

Museumsfaglig chef på Koldkrigsmuseum Stevnsfort Thomas Tram Pedersen har let ved at tune ind på stemningen i Vesten, i Danmark, og helt specifikt på Stevnsfortet, dengang Europa var delt af et jerntæppe.

Dengang var truslen om en krig mellem supermagterne, Sovjetunionen og USA, konkret på en helt anden måde, end nutidens fjendebilleder, hvor det er terror, opstande, borgerkrige og regionale krige, som gør verden til et usikkert sted at befinde sig - og sender millioner af mennesker på flugt.

Under den kolde krig stod Vesten sammen i Nato, og fjenden kom fra Øst. Og Natos forsvar startede lige her på kanten af Faxe Bugt, hvor Stevnsfortet var i funktion fra begyndelsen af 1950'erne og frem til år 2000. Siden 2008 har her været museum.

Olsen-Banden og alvor

Der er en form for Olsen-banden-komik over at besøge et sted som Stevnsfort, hvor der er drejekodelås på nogle af dørene, og hvor udstillingen er forsynet med tidstypiske hverdagsting som gamle Faxe Kondi-flasker og numre af Ugens Rapport på frokostbordet.

Den museumsfaglige chef gør også sit til det kulørte indtryk, når han fortæller om tomme flasker med russisk champagne som østmagtens dykkere har efterladt på stenstranden under klinten igennem årene og østtyske spioner, som forsøgte at nærme sig iført baderinge.

Men han er også mand for at få latteren til at forstumme, når han fortæller, at det ville tage østtyske bombefly fire minutter at nå Stevns.

- Herefter var der to minutter til København. Så i alt ville hovedstaden have en varslingstid på seks minutter, siger han og lader os ikke være i tvivl om, at det lige præcis var det scenarie, man arbejdede ud fra, hver eneste dag på fortet.

- Fortet spillede i fredstid en kolossal vigtig rolle, i forhold til at holde øje med hvad fjenden laver, siger Thomas Tram Pedersen.

Faxe Bugt ser fredelig ud, men det er et vældig besejlet farvand. I sin tid i funktion overvågede fortet mellem 1200 1600 skibe i døgnet, og heraf var 30-35 af dem under den kolde krig krigsskibe fra Warshawa-pagtlande - både patruljebåde og de helt store atombevæbnede.

Intet er bag glas

Besøget på Stevnsfortet foregår med guide. På den måde farer ingen vild i de underjordiske gange, og på den måde kan man gøre oplevelsen langt mindre museumsagtig.

- Det er jo et meget anderledes museum. Der er ikke noget, der er bag glas, og vi har stort set ingen skilte. Hvis vi bare lod folk gå frit rundt, ville det ikke være den samme oplevelse. Og der er ikke to ture, der er ens, siger Thomas Tram Pedersen.

Der bliver givet 1700 ture om året af Stevnsfortets 28 guider. Halvdelen af dem er tidligere tjenestegørende i forsvaret, men ikke nødvendigvis på Stevnsfortet - resten er studerende.

Og det er ikke kun et museum for militærnørder, understreger den museumsfaglige chef.

- Det er ikke skrøner, vi fortæller. Det er videnskabeligt underbygget, men fortalt på en god måde. Og så er det her sted en fantastisk 80'er tidslomme.