Million makeover af stationer

Karlslunde Station gennemgik for nylig en omfattende renovering. Nu er turen kommet til Greve Station, der i de næste to år skal renoveres for 15 millioner kroner.

Der bliver i den grad gjort noget ved stationerne i Greve. Først fik Karlslunde Station et ansigtsløft, da den sidste år blev renoveret. Her blev forpladsen blandt andet åbnet op, og der blev lavet nye cykelparkeringer. Derudover blev belægning, beplantning og belysning udskiftet.

Nu skal Greve Station igennem en lignende operation, når stationspladsen og busholdepladsen over de næste år bliver renoveret. Renoveringen skal samlet skabe bedre plads og tryghed i området samt større sammenhæng mellem Greve Midtbycenter og Greve Station.

»Greve Station er et knudepunkt i byen. Derfor er det oplagt, at vi gør området mere attraktivt, så det bliver en særlig oplevelse at stå af toget i Greve. Projektet ved Karlslunde Station har vist os, hvor stor værdi, det kan skabe for brugerne,« siger udvalgsformand for teknik og miljø, Henrik Stuckert.

Selve udformningen af pladsen tager udgangspunkt i byens beliggenhed tæt ved Køge Bugt. Det betyder, at pladsens formsprog bliver inspireret af havet, standen og klitlandskabet. Helt konkret indebærer det blandt andet sandklitter og regnvandsbassin som en del af designet.

Det samlede beløb for renovering af Greve Station løber op i 15 millioner kroner. Halvdelen af beløbet finansieres af trafikstyrelsens fremkommelighedspulje. Den anden halvdel finansieres af Greve Kommune.

Det forventes at arbejdet færdiggøres mellem marts 2017 og december 2017. Tidsplanen for projektet afhænger af jordarbejder, ledningsarbejder og vejrforhold.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...