Fin premiere på Næsbyholm-mord

Året er 1929, og et mord er begået. Men hvem er morderen, hvordan skete det, og hvad var motivet?

Teaterforestilling »Et åndedrag fra døden« havde premiere lørdag aften på Næsbyholm Slot, og publikum kom helt tæt på både opklaring og skuespillere.

Næsbyholm Slot er scenen for mordgåden. Stykket foregår på hele slottet, og publikum er med rundt hele vejen. De følger skuespillerne fra værelse til værelse og videre til loft.

Forestillingen fik debut lørdag aften for cirka 40 gæster. Oplevelsen er på mange måder anderledes, end hvad man kender fra traditionelt teater.

Stykket foregår under en middag, hvor man imellem retterne vandrer rundt på slottet i hælene på skuespillerne og ser stykket udfolde sig. Du får således både tre-retters middag, teaterforestilling og lov til at komme helt tæt på slottet i Næsbyholm, når du køber billet til forestillingen.

- Alle pengene værd, siger Lene Fransson fra Glumsø. Hun har valgt at bruge lørdagen i selskab med sin mand Sten Sørensen på slottet. Han er enig med sin kone, og forestillingen får superlativer som »fantastisk, sjovt, og gennemført« med på vejen af ægteparret. Særligt en ting var de betaget af.

- Det var en virkelig intens måde at opleve teater på. Det at komme så helt tæt på, var virkelig med til at gøre det til en god oplevelse. Du står midt i scenerne, forklarer Steen Sørensen.

Det er ikke kun publikum der nyder at være helt tæt på skuespillerne under forestillingen. Efter opførelsen fortæller skuespiller Ditte Ylva Olsen således om oplevelsen.

- Det er ikke første gang, jeg spiller skuespil i blandt og mellem publikum, men det var alligevel noget helt andet det her. Publikum var virkelig der, hvor scenen var. En rigtig god aften og premiere, siger hun.

Ditte Ylva Olsen er opvokset på Næstved-egnen. Da avisen mødte Ditte Ylva Olsen i forbindelse med forberedelsen til stykket fortalte hun, at hun overvejede at gøre brug af sin sydsjællandske dialekt. Det skete ikke lørdag aften, men ideen er ikke helt skrottet, siger hun

- Det kan være, det kommer, nu må vi se. Men det har været en virkelig sjov oplevelse at være tilbage. Der var flere jeg kendte blandt publikum i dag. Blandt andet en barndomsvenindes mor, siger hun om »hjemkomsten« til Næstved.

Konceptet med mordgåder, der involverer publikum er udbredt i Sverige. Der har det de sidste ti år været en stor succes.

Bedømt ud fra publikums reaktion tyder meget på, at Mads Korsgaard har fat i den lange ende, når han ser et potentiale i mordgåderne.

Folk smilede og var glade og engagerede i både forestilling og opklaring. »En god ide«, »socialt arrangement«, »underholdende og fint skuespil« lød roserne blandt publikum.

Særligt et bord tog konceptet til sig. Et ægtepar fra Haslev var ved deres bord kommet i så fin snak med to andre ægtepar, der var ankommet sammen, at et muligt venskab var begyndt at spire. De klikkede så godt, at de da forestillingen var ovre, blev siddende ved bordet og fik sig et glas vin og en kop kaffe og fortsatte snakken.

- Det er jo også det, det handler om. Der er lagt op til at folk skal komme hinanden ved, fortæller Mads Korsgaard.