Reggae-musiker fandt kærlighed i Vordingborg

Der er lokal pendler-inspiration på den nye plade fra Von Dü, hvis forsanger  Morten Nygaard, genfandt kærligheden i Vordingborg, hvor bandet også giver koncert.

 

 

Med masser af tatoveringer og sej-fyr-attitude, kan det være svært at tro, at forsanger Morten Nygaard fra ni-mands-bandet ?Von Dü? spiller blød dansksproget reggae og endda bliver inspireret af dansk-top-sangerinden Daimi.

Men der gemmer sig en tænksom sjæl - og en forelsket fyr - bag det hårde ydre-  og ikke mindste en musiker, der med sit tredje album, er klar til at indtage landets spillesteder - blandt andet Stars.

Men tilbage til det, med den forelskede fyr, for faktisk er Morten Nygaards tilgang til Vordingborg lidt mere, end at han har boet her i et par år. Han genfandt nemlig kærligheden i byen.

- Jeg er opvokset i Stenlille, hvor jeg også mødte min allerførste kæreste. For 13 år siden, rejste hun til El Salvador, men da hun kom tilbage for et par år siden genoptog vi kontakten, fortæller Morten Nygaard. På det tidpunkt boede kærestens forældre i Vordingborg, og da pigen havde fået to børn, så var hun også rykket hertil.

- Så det gjorde jeg også, fortæller Morten Nygaard, der for tiden pendler mellem Vordingborg, jobbet på en institution på Frederiksberg, samt studiet i København.

- Så jeg er taget turen hertil mange gange, smiler han og fortæller så om Daimi-sangen  ?Jeg kommer?, som har sneget sig med på bandet nye plade ?Bankende Hjerter?.

- Det var en af mine venner der spillede den for mig.  Men jeg tænkte ikke over det, før jeg spillede den i toget på vej til Vordingborg. Den handler om en, der er på vej til sin kæreste, så pludselig gav den rigtig meget mening - selvom det er en sød, banal kærlighedsang, fortæller Morten Nygaard.

Det er dog langt fra dansktop, til de andre temaer, som det store band roder med. Således har pladen fokus på den måde vi behandler hinanden, på miljøet og politikerlede.

- Politik er blevet meget populistisk, så vi kigger også på flygtningekrise og klimadebatten - den dog uden at være politiske. Vi ser mere på, hvordan det egentlig er vi behandler hinanden. Der er så meget symbolpolitik, fremfor noget der egentlig batter. Det virker som man ikke er optaget af at løse problemer, siger Morten Nygaard om tekstuniverset, som han er hovedmand bag. Der er dog også plads til lidt mere kærlighed, noget om byture og hvad man nu ellers går og roder med, som ung - på nippet til at blive ?voksen? og stifte familie.

- Pladen er lavet over to år, så der er rigtig mange elementer ind over, fortæller han og påpeger at han håber at lytterne kan genkende nogle af de følelser, som de fanger.

 

Live-coach

Bandet er i øvrigt noget af en blanding, hvor fællesnævneren er en Sca-samling (reggae-genre, red), tilbage i 2007. Her var de ni Von Dü-folk medlem af forskellige bands, men samlede et ?superband?, der endte med at blive hovedbandet for dem alle sammen.

- Idéen var at samle et fedt liveband, siger Morten Nygaard, der fortæller at de har været enormt meget ude at spille, og de faktisk har arbejdet meget fokuseret på det -  blandt andet har de haft en coach inde over deres sceneoptræden.

Men det er der måske også brug for, når man fusionerer så meget forskelligt, som de gør. En forsanger, der er mest metal og punk, en trommeslager, der kan lide trip-hop, en blæsersektion, der er til funk og så fælleskabet omkring reggae. Og så på dansk.

- Jeg har faktisk boet tre år i England og har tidligere sunget på engelsk, men jeg synes det bliver for påtaget. Det er mere ærligt på dansk, mener Morten Nygaard, der er blevet meget begejstret for lokalområdet ved Vordingborg.

- Folk er flinkere hernede. Det virker som om, man har fundet melodien. Bare da jeg var oppe hos lægen, der snakkede vi også sammen og han spurgte hvad jeg lavede. Det havde man aldrig gjort i København, siger han og påpeger, at han også er begejstret for at vågne op til al den natur området byder på - især kysten.

Nu gælder det dog den nye plade - der er udkommet - og en tour, der begyndte med tre velgørenhedskoncerter i København, inden turen går videre rundt i landet og lander den 18. marts på Stars i Vordingborg.