Hans barndomsgade er Sct. Hans Hospital

»Hej er det dig?« lyder det fra en forbipasserende.

Det er svært at gå ubemærket rundt på Sct. Hans Hospitals område med Lasse Pedersen, da mange genkender ham. Og forståeligt nok er han et kendt ansigt i området omkring det gamle hospital. Den 70-årige pensionerede tømrer har haft 43 års tjeneste på hospitalet. Han stoppede i 2009 som tømrer, men har i virkeligheden færdedes i området omkring hospitalet i 50 år, fordi han også boede der som ung med sine forældre.

At vokse op ved et psykiatrisk hospital kan måske lyde begivenhedsrigt og måske endda skræmmende for nogen. Men det er slet ikke den erindring, Lasse Pedersen har.

- Det var en naturlig ting at vokse op her. Her boede børn af både læger og kontorfolk, så vi var en del der voksede op her. Det kunne være ens skolekammerater kom med en kommentar omkring om det ikke var mærkeligt at bo sådan et sted her. Men der kunne vi jo bare sige, at det var helt naturligt for os, fortæller han.

I dag viser Lasse Pedersen interesserede rundt i området omkring hospitalet. Han kender også bygningerne som sin egen bukselomme. Han flyttede til en af funktionærboligerne ved hospitalet med sine forældre i 1959, hvor hans far arbejdede kvartermester på hospitalet. Dengang var han 14 år, men allerede længe før kom han meget i området, fordi hans bedsteforældre også boede ved hospitalet.

Han husker det som trygt at befinde sig i området, hvor det var helt naturligt at deltage i udendørs begivenheder med patienterne.

- Der var meget fredeligt, og det var meget trygt at vokse op her. Der blev holdt fester og Sankt Hans aften med sankt hans bål, og der gik vi ned og overværede det og var sammen med patienterne fra afdelingerne. Det var en anden tid, og det var nogle andre patienter, fortæller Lasse Pedersen.

Som voksen valgte han at søge job på Sct. Hans Hospital, efter han var udlært. Men selvom Lasse Pedersen så det som et trygt og godt arbejdsmiljø, så var det ikke alle der mente, det psykiatriske hospital var et arbejdssted for dem.

- Der kunne godt komme nogen udefra og skulle begynde som træhåndværkere og så gik de jo med rundt på afdelingerne i den daglige vedligeholdelse, og så når der var gået et stykke tid, var det ikke alle der kunne holde til det. Det med at have nøglerne, og skulle låse op og i hver gang, man skulle ind og skulle passe på sit værktøj, når man var inde på afdelingerne, det var ikke alle der kunne holde til det, fortæller han.

Lasse Pedersen vil gerne være med til at nedbryde fordommene omkring psykisk sygdom ved at fortælle sin egen erindring om sin daglige gang på det psykiatriske hospital.

- Der har været en del også i pressen om folk, der frygtede at være nabo til et psykiatrisk hospital. Den frygt tror jeg ikke man skal lægge så meget i, selvom det er en anden type patienter i dag. Der er også en anden sikring af patienterne her, lyder det fra Lasse Pedersen.

Læs mere i DAGBLADET Roskilde.