Ny salgschef ansat på Sjællandske i Næstved

Der er ingen revolution på vej, når Allan Lillelund afløser Erik Holst som Sjællandske Mediers salgschef i Næstved. Den nye salgschef mener, at det går godt, så der er ingen grund til at vende det hele på hovedet. Derfor skal man kun forventer småjusteringer hen ad vejen.

Sjællandske Mediers salgschef gennem mange år Erik Holst har valgt at gå på pension og den 54-årige Allan Lillelund glæder sig til at overtage den velsmurte salgsmaskine.

Allan Lillelund er uddannet cand. merc. fra CBS i København og kender Sjællandske Medier fra sit arbejde som direktør for Dagbladene Gefion /Sjællands-Gruppen fra 1999-2006.

Han har også været mediachef ved Politiken, annoncechef ved Jyllands-Posten og kommerciel direktør ved Berlingske Gratis Media. Han har senest været direktør for Dansk Oplagskontrol.

Som salgschef får Allan Lillelund ansvaret for salget til avisen Sjællandske i Næstved, Ugebladet Næstved og Ugebladet Sydsjælland samt til sn.dk, Erhverv Sjælland og Oplev i Sydsjælland. Allan Lillelund bliver også ansvarlig for Sjællandske Mediers reklamebureau som holder til i Næstved.

Allan Lillelund har været gift med Dorthe Lillelund siden 1993, og sammen har de tre børn. Kathrine på 25, Nikolaj på 22 og 17-årige Sebastian.

Han tilbragte store dele af sine somre i Karrebæksminde, hvor forældrene havde et sommerhus.

Allan Lillelund begynder officielt sit nye arbejde 2. maj, men for at få en blød start har han første arbejdsdag 25. april, mens Erik Holst stadig er i huset.

- Jeg vil gå til opgaven med ydmyghed, siger han.