Flimmer og øjendrilleri i påskens børnehus

Kunst, der snyder øjet, og 96 nye værker fra den store verden har inspireret Louisianas Børnehus til påskeferiens aktiviteter, hvor der blandt andet er værksteder og familieomvisning for børn, unge og deres familier.

Det er fra lørdag den 19. til og med mandag den 28. marts, hver dag mellem klokken 11 og 17, dog ikke mandag den 21. marts hvor museet er lukket. Børn og voksne kan glæde sig til disse værksteder:

Collage-værksted - leg med former, farver og linjer med afsæt i udstillingen Eye Attack.

Maleværksted - maleri på hovedet - Illumination. Georg Baselitz inspirerer til at vende og dreje motiverne og arbejde med klare farver og heftige penselstrøg.

Maleværksted - dynamiske billeder. Geometriske former sættes sammen, spejles og gentages, så de danner rumlige billeder.

Tegneværksted - få billeder til at bevæge sig med farver, former og striber.

Skulpturværksted og hverdagspoesi - lav skulpturer med hverdagens genstande.

Op Art Kunstkuffert - med kufferten i hånden kan man opleve Op Art-kunsten med lup, blyant og opgaveark.

Hver dag klokken 11.30 er der familieomvisning i udstillingen Eye Attack for de 4-16-årige med Louisianas kunstformidlere.