Irma på Lyngby Hovedgade

Af Mette Henriksen, Stadsarkivar ved Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

LOKALHISTORIE I 1907 åbnede smørgrosserer Carl Schepler (1870-1942) en Irma-forretning på Lyngby Hovedgade 26.

Han var dog allerede i 1895 startet med sin første butik i Ravnsborggade på Nørrebro, og ret hurtigt lykkedes det ham at opbygge en større forretningskæde, som ved hans død i 1942 omfattede ikke mindre end 110 forretninger med egne mejerier, pakkerier og fabrikker.

Butikskæden blev styret af ham selv i fronten fra hovedkontoret på Nørrebro.

Kommunen fik villaen

Carl Schepler og hans familie boede på Frederiksberg. Hans tilknytning til Lyngby blev yderligere styrket, da han i 1927 opførte sommervillaen Tryggehvile på I. H. Mundtsvej 2b.

Senere skænkede hans datter Carla Hauch villaen til Lyngby-Taarbæk Kommune, som i 1982 tog den i brug som kommunal fritidsklub.

I 1953 blev Hovedgadens Irma-forretning, som på det tidspunkt var flyttet til Lyngby Hovedgade 15, ombygget til Lyngbys første selvbetjeningsbutik.

Det skete i Børge Olsens tid som direktør for Irma. Han fortæller i sine erindringer, at Irmas forretning i Lyngby i 1950’erne havde den største omsætning, som lå på en million kroner om året.

Bekymring for de fine kunder

Direktøren fortæller også, at den daværende bestyrerinde ikke turde gå over til selvbetjening, for man kunne jo ikke byde prinsessen (Arveprinsesse Caroline-Mathilde) og andre fine kunder, at de selv skulle tage deres varer ned fra hylderne.

Selvbetjeningsbutikkerne vandt dog hurtigt frem i Lyngby-Taarbæk og i resten af landet, - og således åbnede Willy Florin Danmarks første købmandsejede supermarked i Lundtofteparken i 1956.

Irmas grundlægger Carl Schepler og hans familie er begravet på Sorgenfri Kirkegård.