Nye Borgerlige får afdeling i Helsingør

Formanden for Nye Borgerlige, den lokalkendte politiker Pernille Vermund, var med da lokale medlemmer af partiet afholdt stiftende generalforsamling i partiets første lokalforening i Helsingør i onsdags. Hun glæder sig over det store fremmøde af medlemmer i hendes egen by og kommune.

- Det er meget motiverende at mødes med medlemmerne og mærke den entusiasme og energi, der præger dem, siger hun og fortsætter:

- Lokalforeningen får til opgave at sætte præg på den lokale debat, samt gøre partiet og vores politik synlig frem mod kommunalvalget i 2017.

Klaus Kesje blev valgt til formand for lokalforeningen sammen med en fuldtallig bestyrelse. I løbet af de næste to uger er der stiftende generalforsamlinger i yderligere fire kommuner.

Det nystiftede politiske parti har medlemmer i 86 af landets kommuner, og partiet har ambitioner om, at der er lokalafdelinger i samtlige af landets kommuner inden for et år.

Partiet har siden sidste uge, hvor der blev åbnet for digitale vælgererklæringer, indsamlet knapt 4.000 vælgererklæringer. Der skal 20.000 til vælgererklæringer, hvis Nye Borgerlige skal blive opstillingsberettigede ved næste folketingsvalg.