Magnus skal træne med håndboldlegender

For mange unge håndboldspillere er det lidt af en drøm, at træne sammen med én af de absolutte topklubber i dansk håndbold, KIF Kolding København, blandt landsholdslegender som Kasper Hvidt, Lars Jørgensen og Bo Spellerberg. Netop den mulighed får vinderen af Faxe Kondi Talentet, der nu skal afgøres blandt syv finalister. Det er en unik chance for at få et gennembrud i dansk håndbold, og Magnus fra Rødovre er blandt finalisterne.

Over 80 videoer er blevet indsendt af håbefulde håndboldspillere fra hele landet i alderen 14-19 år, der gerne ville deltage i konkurrencen. Drømmen er, at blive udvalgt som Faxe Kondi Talentet, hvor præmien består af nye spillersæt til sit eget håndboldhold, men først og fremmest at få lov til at træne med KIF Kolding København resten af sæsonen - at sætte en parade op for Bo Spellerberg, at finte Lars Jørgensen på stregen og at score mål på Kasper Hvidt. Den chance får Magnus Larsen fra Rødovre, der til dagligt spiller for TIK/Ajax København.

»Da jeg først hørte om konkurrencen tænkte jeg bare, at det kunne være sjovt hvis jeg vandt. Det er stadig ikke gået helt op for mig, at jeg er blandt de syv finalister - det er virkelig surrealistisk, og jeg er utrolig glad for muligheden. Nu glæder jeg mig bare til at vise hvad jeg kan til try-outs træningen,« lyder det fra Magnus Larsen.

Initiativet er opstået som et samarbejde mellem Faxe Kondi og KIF Kolding København, der sammen ønsker at give unge håndboldspillere en unik mulighed for at få et gennembrud.

»KIF Kolding København har lavet et samarbejde med Faxe Kondi, fordi vi gerne vil bakke op omkring de her unge og utrolig dygtige håndboldtalenter vi har i Danmark, og hjælpe til at give dem et skub i den rigtige retning,« siger Kasper Hvidt, målmand i KIF Kolding København.

Faxe Kondi har altid gjort meget for at støtte op om sport, og det er Faxe Kondi Talentet et godt eksempel på.

Interessen for konkurrencen har været overvældende, og selvom det har været svært at sortere dygtige håndboldspillere fra, er feltet nu snævret ind til syv finalister.

»Vi har set rigtig mange videoer igennem med dygtige spillere fra hele landet, og vi har nu udvalgt de syv, som vi mener har potentialet, til at blive en stor håndboldspiller. Dem skal vi nu se i en try-out-træning, hvorefter vi finder den endelige vinder,« afslutter Kasper Hvidt.