Forsvundet høringssvar udsætter beslutning

På torsdag den 14. januar skulle Roskilde Kommunes plan - og teknikudvalg have besluttet rammerne for Vibys helhedsplan. Men det kommer ikke til at ske foreløbig.

Planen var i høring i efteråret, hvor der også var en høringsfrist og et borgermøde. Indkomne høringer blev taget med i forvaltningens sagsfremstilling til politikerne i plan - og teknikudvalget. Men minimum ét høringssvar er forsvundet. Det opdagede Jette Tjørnelund fra Viby, da hun så de bilag som er knyttet til mødets dagsorden. Jette Tjørnelund sidder med i borgergruppen »Zebrabygruppen« i Viby, og sammen med resten af gruppen havde hun indsendt et høringssvar til Vibys helhedsplan inden for fristen. Men høringssvaret er ikke med på listen i sagsfremstillingen, og det bekymrer Jette Tjørnelund.

- Det er nu ikke så meget det med, at vi ikke bliver hørt. Det er mere det, at det må være utrygt for både borgere og politikere, at man ikke kan regne med, at alle høringssvar er med, siger Jette Tjørnelund.

Hun er dog overbevist om, at det ikke er med overlæg, at kommunen har udeladt Zebrabygruppens høringssvar.

- Jeg håber og tror på, at det er fordi, der er sket en fejl. Jeg tror ikke, at kommunens ærinde er, at udelukke høringssvar, siger Jette Tjørnelund.

Forvaltningen blev først bekendt med, at der manglede et høringssvar, da en borger henvendte sig, ifølge afsnitsleder for plan - og udvikling hos Roskilde Kommune, Kira Svankjær. Her har man kunnet konstatere, at høringssvaret er blevet væk på grund af en teknisk fejl. Det er allerførste gang, det sker og en gang for meget, hvis man spørger afsnitslederen.

- Det må naturligvis ikke ske. Alle høringssvar skal indgå i den politiske sagsfremstilling, som politikerne skal træffe beslutning ud fra. Derfor indstiller vi, at sagen bliver udsat til februar, så vi kan få behandlet de manglende høringssvar, siger Kira Svankjær.

Forvaltningen vil desuden undersøge sårbarheder i deres system, som kan have været årsag til den tekniske fejl.

Læs mere i DAGBLADET Roskilde tirsdag.