Se billeder: 10 gazeller på spring

Med champagne i glasset var repræsentanter for Hørsholms erhvervsliv til nytårskur, som Hørsholm Kommune for andet år havde taget initiativ til. Her blev de 10 lokale virksomheder, som af Børsen er blevet kåret til gazellevirksomheder 2015, hædret. Henrik Klitgaard (R), viceborgmester og formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, overrakte vinderne en buket blomster og satte kolorit på overrækkelsen, da modtagerne, til stor morskab for resten af forsamlingen, fik de tilhørende plasticpotter med.

- I år er det blevet til 10 gazellevirksomheder, og det er helt utroligt. Sidste år var vi fem. Det er jo udtryk for, at de her virksomheder har klaret sig rigtig godt, sagde Henrik Klitgaard ved overrækkelsen.

Flere af vinderne er blevet kåret som gazellevirksomhed flere år i træk, og vinderne var Kinnerup Care, Rough & Sweet, Expandit, Danish1, Inspari, ICM, Bjarne Krag vægsystemer, tømrermester Peter Venø Nielsen og EpistaIT.

Henrik Klitgaard havde forud for overrækkelsen opfordret virksomheden til at tænke flexjobbere ind som en mulighed.

- Jeg er selv selvstændig erhvervsdrivende, og flexjob-ordningen er noget af det mest geniale. Vi har en masse borgere, som har nogle fysiske udfordringer, som gør, at de ikke kan arbejde 40 timer om ugen, men som er fuldt ud kompetente til at varetage et job, sagde Henrik Klitgaard.

Også borgmester Morten Slotved (K) talte til erhvervslivet.

- Vi skal som kommune fortsat kommunikere med erhvervslivet og lytte til jeres idéer og behov, sagde borgmesteren, som også kom med en opfordring til virksomhederne:

- Vi har en opgave med flygtninge, som vi skal og kan løfte. Jeg tror på, at vi sammen har chancen for at få rigtig mange af dem i job, og det er jo der, integrationen sker. Det kunne jeg godt tænke mig, i tænkte lidt over, sagde Morten Slotved.

Også formand for Hørsholm Erhvervs Netværk, Linda Sjöström, gjorde status og for det to år gamle erhvervsnetværk bliver 2016 et spændende år med etableringen af et nyt iværksætterhus.

-Det har været vores mål at få et iværksætterhus ud fra idéen om, at sammen bliver vi stærkere, sagde Linda Sjöström, som ser frem til, at netværket kan tilbyde nye fysiske rammer.