Rådhuset skal være borgernes hus

Under lørdagens stor spejderløb blev rådhusets kantine, byrådssalen samt et kontor stillet til rådighed til de mange Egedal-spejdere, og det er noget, der glæder borgmester Willy Eliasen (V), som gerne ser rådhuset brugt endnu mere af kommunens borgere.

"Det har været min intention fra starten af," siger borgmesteren, som særligt håber på, at rådhuset kan blive en slags kulturelt samlingspunkt for de fremtidige beboere i den kommende Egedal By.

"Jeg ser huset i høj grad som en koncertsal," siger borgmesteren og fortsætter:

"Men også sådan et arrangement som spejderne nu har haft er huset rigtig velegnet til"

På fredag er der koncert med Den Kongelige Livgardes Musikkorps, og der er allerede flere andre koncerter i støbeskeen også.

"Vi arbejder på at få et samarbejde med organisationer udenfor huset, som kan støtte os i forskellige musikarrangementer. Vi er ved at arrangere nogle flere musikopførsler med bl.a. Jan Glæsel, Bent Fabricius-Bjerre og Sigurd Barret," siger borgmesteren, som også fortæller, at rådhuset pt. huser en udstilling fra den lokale kunstnergruppe M/K samt at husets egen kunstforening også udstiller på 1. salen.