K vil ikke fjerne rengøringen

- Vi har ikke noget konkret forslag om, at rengøringen skal fjernes.

Sådan lyder det fra Det Konservative Folkepartis ældreordfører, det nordsjællandske folketingsmedlem, Mette Abildgaard. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Social- og Seniorudvalgsformand i Hørsholm Thorkild Gruelund (K) udtrykte i sidste uge bekymring over kommunernes trængte økonomi og de serviceforringelser, som sker år efter år og bebudede derfor, at man helt måtte fjerne nogle serviceydelser.

- Vi kan ikke gøre alt dårligere og blive ved med at bruge »salami-metoden«. Så må vi eksempelvis sige rent ud til danskerne, at om tre år stopper al kommunal rengøringshjælp. Det er vidt forskellige, hvad den enkelte borger har som historie og hvordan, vi har holdt vores hjem. I kommunerne kan vi ikke blive ved, og vi skal fastholde fokus på den personlige pleje, sagde Thorkild Gruelund, som ønskede at bidrage til en principiel debat.

Borgmester Morten Slotved (K) bakkede op om Thorkild Gruelund.

- Jeg støtter op om Thorkild, for vi er under pres på de store velfærdsområder, sagde borgmesteren.

Så langt er Mette Abildgaard også enig.

- Jeg er enig med både Thorkild Gruelund og Morten Slotved i, at vi må blive skarpere på, hvad der er kommunale kerneydelser, når økonomien er presset ude i kommunerne - også set i lyset af de øgede udgifter til flygtninge, som mange kommuner oplever, siger Mette Abildgaard, som mener, at pengene skal følge med.

- Når man pålægger kommunerne nye opgaver, er det vigtigt, at der følger midler med. Man skal have øje for finansieringen, siger hun.

Men rengøringen bliver altså ikke fjernet, hvis det står til partiets ældreordfører.

- Jeg indgår meget gerne i en dialog med begge om, hvilke ydelser de potentielt ser fjernet. Dog ser jeg ikke, som partiets ældreordfører, rengøring som et af de elementer, der er i spil, siger Mette Abildgaard.