Headhunter starter vikarbureau

- Opsvinget er på vej, siger Kim Hansen og er klar i mælet om, hvad han tænker om den nære fremtid.

Den tidligere kvalitetschef og auditør samt nuværende præstøborger starter som headhunter i sit nye rekrutteringsbureau. Det skyldes, at han har et lyst syn på de økonomiske udsigter for området, samt at muligheden bød sig, forklarer han.

- Jeg har formået at blive franchisetager hos Jobteam. Det er en Esbjerg-virksomhed, der har arbejdet med rekruttering i over 30 år, og jeg glæder mig meget til at komme i gang, erklærer han.

Kim Hansen vil i høj grad arbejde med at rekruttere tekniske specialister som ingeniører, teknikere og inspektører, og med baggrund i smedefaget har han en fordel, når det kommer til vikarsiden.

- Jeg kan henvende mig til smedevirksomheder, produktionsvirksomheder, automekanikere og VVS'ere. For på baggrund af mine erfaringer har jeg har en rigtig god chance for at vurdere, hvad det er, de har behov for, og omvendt screene, hvad de ikke skal bruge, siger Kim Hansen.

Den nye headhunters aktionsradius bliver hele Sydsjælland, Møn og Lolland-Falster. Han vil matche virksomheder både på midlertidig basis og under mere faste former fra et kontor i Nykøbing F.

- Hvis vejret sætter en stopper for 60 mands arbejde i Esbjerg, er det jo en god idé, at der er nogen til at videreformidle dem til virksomheder i Sydsjælland og på Lolland-Falster, der står med et akut behov for arbejdskraft. Der vil jeg være. Men jeg vil også sikre virksomhederne adgang til unge kandidater, der kunne tænkes i en udviklingsstilling, siger han.

- Jeg her lige pt. tre-fire kandidater, både efterlønnere og pensionister samt nyuddannede unge, som ønsker forandringer og fleksibilitet. Dem kunne det være interessant at matche med forskellige virksomheder, lyder det.

Det vigtigste for Kim Hansen er at have fingeren på pulsen. Og optimisme.

- Jeg håber og tror, at en ny Storstrømsbro er med på finansloven, når den bliver genforhandlet her til foråret, og det vil for alvor trække opsvinget til Sydsjælland.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...