Slagelse bag dansk oprykning

Der var næsten tale om et rent Slagelse-hold. Otte ud af 12 spillere på det danske landshold kom fra Slagelse Hockeyklub, da det danske landshold rykkede op i A-gruppen efter fire sejre og kun et enkelt nederlag ved B-EM i Portugal.

- Det var vores helt store mål inden turneringen, men vi vidste også, det ville blive svært. Det var bestemt ikke lette modstandere, vi mødte, og at slå England i den sidste kamp er nok omtrent det samme, som hvis det danske håndboldlandshold slår Frankrig til EM. Det er ikke hver gang, man kan forvente at vinde sådan en kamp, siger Slagelse-profilen Mikkel Steinmetz.