Borgere går i brechen for grøn plet

I smørhullet mellem Humlebæk Strandvej og Frederikkevej samt Hans Rostgårdsvej og Oscar Brunsvej ligger en grøn plet omtrent på størrelse med det grønne areal foran Humlebæk Station, der ligger cirka 100 meter derfra. Den plet skal blive ved med at være grøn, mener en gruppe borgere, der i weekenden har været ude at stemme dørklokker i området for at samle underskrifter mod Fredensborg Kommunes planer om at sætte området til salg.

"Det er lagt ind i planstrategien for 2020 som en del af 'Fremtidens Fredensborg', så vi synes, det er ret vedkommende, at vi nu byder ind og siger, hvad vi kan bruge området til. Det er trist og en kortsigtet løsning, hvis området sælges for at give penge i kommunekassen. Vi må passe på vores grønne områder, det er jo det, der gør Humlebæk speciel og også grunden til, at vi selv flyttede herop for 10 år siden. Hvis de grønne områder bliver solgt og bebygget, kan vi jo ikke gå tilbage," siger Pernille Jessen fra Humlebæk.

Selv bruger familien og ikke mindst familiens tre børn området meget, fortæller Pernille Jessen. Men området er ifølge hende også et samlingspunkt for beboerne i området, når der holdes vejfest.

"Der bliver sat telte op derude, og det er ekstremt hyggeligt at samles og giver et sammenhold - det kan man jo også se nu på den støtte vi får," siger Pernille Jessen og oplyser mandag morgen til Uge-Nyt, at indsamlingen har rundet 145 underskrifter. Herudover har beboergruppen oprettet en Facebookside for bevarelsen af området, der tæller cirka 130 medlemmer.

"Der er potentiale til at bruge området endnu mere, end borgerne gør i dag. Vi har lavet skitseforslag til, hvordan en egentlig park kunne se ud, og vi har talt om strategier for, hvordan vi kan inddrage det lokale erhvervsliv og søge fonde, så en udvikling af det grønne areal bliver udgiftsneutral for kommunen," siger Pernille Jessen.

Som du selv nævner, er et muligt salg en del af planstrategien for 'Fremtidens Fredensborg Kommune', som kommunen inviterede borgerne til dialogmøder omkring i foråret 2015. Kan det ikke undre, at indsigelserne og tankerne for at udvikle området først kommer fra borgerne nu?

"Det kan jeg jo give dig fuldstændig ret i. Jeg kan jo kun tale for os selv og sige, at kommunikationen omkring de dialogmøder er sluppet for os. Det er ikke noget, vi har været specielt opmærksomme på, og jeg kan sagtens følge dig i, at man sagtens kunne være kommet på banen tidligere," siger Pernille Jessen.