Sønnen skulle tage farmands fartklip

I familiens skød aftalte en 50-årig far med sin 30-årige søn, at sønnen skulle erklære, at det var ham, der to gange i 2022 havde kørt så hurtigt, at det giver et klip i kørekortet.

Faren havde allerede to fartklip, og et tredje ville betyde, at han skulle aflægge en kontrollerende køreprøve.

Overfor politiets administrative center erklærede den 30-årige søn, at det var ham, der var fører af bilen. Men den erklæring vakte mistanke hos politiet, der ikke kunne få det billede, der var taget af fartsynderen, til at stemme aldersmæssigt.

Derfor rykkede politiet lørdag ud til den 50-årige mand. Han indrømmede aftalen med sønnen og blev sigtet både for de to hastighedsovertrædelser og for falsk anklage.