Lysglimt i glemslens tågeslør

Det starter ofte helt banalt. Man går hen og åbner køleskabet, men idet man står og stirrer ind i det, har man glemt, hvad det var, at man skulle bruge.

Senere bliver det værre. Nu kan man godt huske, at det var en liter mælk, som man kom efter. Men når man står med kartonen i hånden, har man glemt, hvad den skal bruges til.

Hvis der bliver for mange af den slags dagligdags oplevelser, kan det være en god ide at gå til lægen. Og måske tage en nærtstående person med. For så kan det være de første tegn på en snigende demenssygdom.

Men det er svært at få hold på. Som regel kan den ramte ikke selv opfatte, at der er noget galt og vil derfor ikke erkende det. Så må andre tage over og fortælle sandheden. Det kan være smerteligt.

- Demens er meget tabubelagt, for tab af menneskelig værdighed er noget af det mest følsomme, der findes. Hvis du brækker en arm eller får en kræftsvulst, kan omgivelserne forholde sig til det. Men hvis en dement mand står i Brugsen og hjælper sin kone med at pakke varerne, så er der en risiko for, at han kommer til at tage de varer, som den næste kunde lægger op på båndet. Og så opstår der let misforståelser, siger Line Henriksen, der er demenskoordinator i Stevns Kommune.

En af hendes arbejdsopgaver er at udbrede kendskabet til demens i lokalbefolkningen. Det vil ske i den kommende tid i form af offentlige møder, hvor nogle af myterne om demens skal afmonteres.

- Vi har et skrækkeligt eksempel med en mand, der stod en time uden for en bagerforretning i regnvejr, fordi han havde glemt, hvad han var gået for. Ingen reagerede tilsyneladende på, at han bare stod der - måske fordi de ikke vidste, at han bare havde brug for hjælp. I en sådan situation er det guld værd, hvis nogen vil stille spørgsmålet: Er der noget, jeg kan hjælpe dig med, siger Line Henriksen.

Læs hele reportagen om demens i DAGBLADET Stevns lørdag