Kom til foredrag om digital markedsføring

Nu kan du som iværksætter og etableret virksomhed deltage i et gratis møde i ErhvervsCentret i Greve og finde ud af, hvordan du med et mindre markedsføringsbudget styrker dit brand, får nye kunder og øger dit salg ved at satse på de rigtige digitale kanaler og løsninger. Mødet om digital markedsføring er gratis at deltage i, og det afholdes torsdag den 21. januar 2016 fra klokken 18 til 21 på Korskildelund 6. Man tilmelder sig via hjemmesiden: erhvervscentret.greve.dk.

- Vi vil inspirere alle dem, der har brug for at blive afklarede med, hvordan de vil nå deres kunder gennem branding og digitale platforme. Mulighederne for at markedsføre sig er mange, og pengene rækker sjældent eller aldrig til store forkromede kampagner og trykte annoncer, fortæller erhvervs- og udviklingskonsulent Mette S. Nielsen.

I samarbejde med Vækstfabrik Greve har ErhvervsCentret derfor inviteret Malene Palmgren fra Palmgren Marketing. Hun vil dele ud af sin viden og erfaringer og også afsløre nogle af de mange faldgruber, der kan være ved at gå online.

- Det handler om at komme godt fra start ved at vælge rigtigt, når man nu ikke har en halv million til rådighed men gerne vil have mest 'value for money'. Der er enormt mange ting, som man skal sætte sig ind i, tage stilling til og få styr på, når man har brug for at få skabt synlighed om virksomhedens produkter eller serviceydelser. Det handler i høj grad om at bruge de digitale løsninger til at positionere sig som troværdig og professionel inden for sit felt og bygge et godt netværk op til kunder, samarbejdspartnere og leverandører, siger Malene Palmgren.

Ifølge hende findes der ikke en enkelt gylden løsning på, hvordan man som virksomhed brander sig mest hensigtsmæssigt: For det afhænger blandt andet også af, hvad man sælger, og hvem ens kunder og konkurrenter er. Men der er en række ting, man skal være opmærksom på for ikke at komme galt afsted. Derudover findes der en række gode og lærerige eksempler på, hvordan andre både små og store virksomheder har båret sig ad.

- Jeg vil give deltagerne et overblik over, hvad der findes af muligheder for at markedsføre sig og også en afklaring af, i hvilken retning de skal gå for at få succes med online marketing, siger Malene Palmgren og fortsætter:

- For eksempel vil vi tale om, hvad branding er, hvor man skal ses, hvordan rammer man dem, man gerne vil sælge til, og hvordan gør man konkret, for eksempel hvilke signaler skal du sende i form af billeder, farver, former, layout og tekst? Og hvilke salgsteknikker har du til rådighed? Og hvad skal du slå på, hvis du godt ved, at du ikke er hverken hurtigere eller billigere end dine konkurrenter, siger Malene Palmgren.

Siden 2012 har Malene Palmgren drevet egen virksomhed, som arbejder med at få nyetablerede virksomheder til at komme godt fra start på marketingfronten og lykkes salgsmæssigt gennem web, grafisk design og rådgivning. Hun har desværre som rådgiver set mange eksempler på dårlige hjemmesideløsninger, som skræmmer kunderne væk:

er- Jeg har set mange 'smuttere', hvor for eksempel hjemmesiden bliver produceret i Indien og bliver låst fast, så man ikke selv bagefter kan gå ind og lave opdateringer på sit site. Det kan også være et billigt produceret logo, som afleveres i et filformat, der ikke kan trykkes. Så ofte kan en billig løsning ende med at blive dyr, fordi den ikke er pengene værd og virker i praksis. Man skal ikke glemme, at det er et håndværk at opbygge en professionel hjemmeside, der ser ordentlig ud og underbygger din troværdighed. Kunderne skal hurtigt kunne finde de oplysninger, de søger om dit produkt eller din ydelse, og det skal se ordentligt ud, siger hun.