Forhøjet beredskab i Team FOG

Den amerikanske basketballspiller Darris Santee trænede med, da Team FOG Næstved mandag aften forberedte sig til tirsdagens udekamp mod topholdet Horsens IC, men jyderne slipper for at forholde sig til den nye og 203 centimeter høje sydsjællandske forward. I denne omgang.

Den 28-årige amerikaner kom til Næstved i weekenden, men det varer noget tid, før han kan debutere for sin første danske klub. Darris Santee venter nemlig på den nødvendige arbejdstilladelse fra myndighederne, så han går glip af både topkampen i Horsens og efter alt at dømme også torsdagens hjemmekamp mod Randers.

Når han får lov at komme i aktion, er han ikke i tvivl om, at han har noget at tilføre holdet.

- Jeg er energisk og spiller hårdt - især i forsvaret. Men jeg vil sige, at jeg er god allround-spiller, siger den store og fysisk stærke amerikaner, der i sine unge år forsøgte sig med amerikansk fodbold.

- Jeg spillede football i to sæsoner. Men det var alt for varmt for mig. Der var faktisk spillere, der døde på grund af varmen i Texas. Så jeg ville hellere ind i hallen, hvor der var aircondition..., siger Santee med et smil.