Herfølgekoret emmer af julestemning

En af julemånedens stensikre traditioner i Herfølge er den årlige julekoncert i kirken. Gennem mere end 40 år har Herfølgekoret sunget højtiden ind for en tætpakket kirke med et alsidigt repertoire af de klangfulde satser, som hører julen til.

Således bliver det også i år. Onsdag 6. december kl.19.30 vil julestemningen brede sig blandt de levende lys i kirkerummet, når koret synger et blandet repertoire fra den nordiske og den internationale kormusik suppleret med de udødelige engelske Christmas carols og naturligvis de smukke danske julesalmer.

Korets erfarne dirigent: Otto Laust Hansen har i år suppleret korets store repertoire med flere nye satser, som medlemmerne har øvet intensivt siden midten af oktober for at være klar til koncerten denne aften.

Efter koncerten er alle velkomne i Herfølge Sognegård, hvor der serveres kaffe og lagkage til alle. Aftenen slutter med, at Herfølgekoret synger en afdeling med verdslige julesange, inden alle ønsker hinanden en glædelig jul.

Det er traditionen tro Herfølge Borgerforening, der står bag julekoncerten med støtte fra flere af byens forretninger.

Alle er meget velkomne, og der er fri entré.