Tennisformand måtte sig slået af kvindelandshold

Der er ikke megen skuffelse at spore hos formanden for Birkerød Tennisklub, Jesper Tvermoes, tirsdag formiddag, efter at han mandag aften måtte se det danske kvindelandshold i fodbold løbe med Kulturministerens Idrætspris 2017 og de 100.000 kroner, der følger med prisen. Jesper Tvermoes var blandt de 12 nominerede til prisen, og han synes, at nomineringen var en stor sejr i sig selv.

- Jeg er stolt, beæret og glad, og folk er jo kommet hen til mig og har ønsket tillykke, så det har gjort mig rigtig glad, siger Jesper Tvermoes, der var nomineret for projektet flygtningetennis, som han tog initiativ til for to år siden, og hvor flygtninge gratis kan gå til tennis i Birkerød Tennisklub.

- Det har været en kæmpe anerkendelse at blive nomineret, og selvom projektet jo aldrig er blevet sat i søen for at få anerkendelse, gør det da, at man lige ranker ryggen lidt ekstra, siger Jesper Tvermoes.

Kvindelandsholdet modtager prisen for deres præstation ved årets EM-slutrunde i Holland, hvor holdet vandt sølv efter at være blevet slået af værtslandet i finalen.

- Kvindelandsholdets præstation ved EM-slutrunden i Holland rækker langt, og den rækker bredt. Den rækker helt ind i pigeværelserne rundt omkring i landet, og den inspirerer unge piger såvel som os andre til at dyrke idræt og yde en indsats i fællesskab, sagde kulturminister Mette Bock (LA) ifølge Ritzau ved mandagens prisuddeling.

- De har skrevet idrætshistorie ved at vinde en EM-sølvmedalje, og de gjorde det ved at yde en præstation ud over det sædvanlige, hvor de blandt andet beviste at fællesskab rækker langt, sagde ministeren om vinderne af prisen, som har været uddelt siden 2005 og hylder en »exceptionel idrætspræstation« inden for enten elite- eller breddeidræt.