Filmklub er klar til en ny sæson

Frederikssund Filmklubben Park inviterer alle, i samarbejde med Parkteatret, til gode kortfilmsoplevelser, når der holdes til kortfilmsaften den 9. januar fra klokken 19.00.

En god kortfilm karakteriseres bl.a. ved, at historien er så enkel og uden for mange detaljer, så tilskueren selv kan fordybe sig, dvæle ved og være nysgerrig i forhold til historien. Ofte er der kun en hovedkarakter, og det er hans/hendes historie, som instruktøren ønsker at fortælle. Alt overflødigt for handlingen er klippet væk, og de dramatiske øjeblikke skabes af personer, der træffer meningsfyldte valg i samspil med andre. Ligeledes arbejdes der ofte med det filmtekniske og de filmsproglige virkemidler.

Når Filmklubben Park har udvalgt kortfilm, er det fortrinsvis danske og fra de sidste år - film som på en eller anden måde har gjort sig bemærket med priser - eller film, hvor instruktørerne har brugt kortfilmsmediet som afsæt til spillefilmsdebuter.

I løbet af aftenen bliver der tre blokke, og før hver blok og hver film vil der være en kort introduktion.

I første blok kl. 17.00-17.45 er der skæbnefortællinger. I anden blok kl. 18.30-19.30 handler filmene om at turde være sig selv. I sidste blok fra kl. 19.50-20.50 er temaet at kunne forholde sig til virkeligheden.

Før filmene og i pauserne er det muligt at få en snak med filmklubbens bestyrelse, medlemmerne kan få udleveret deres medlemskort, og der kan købes forfriskninger i baren.

Læs mere på www.filmklubbenpark.dk