Efter tjek: Kommune er klar med lergravs-afgørelse

Af Steffen Slot

12-14 meters afstand mellem nye lergravsøer og Isterødvejen udgør ingen sikkerhedsrisiko, vurderer Fredensborg Kommune. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Der kommer intet autoværn langs Isterødvejen på det sted, hvor vejen passerer to ny lergravsøer. For nylig gav det en læserreaktion med spørgsmålet: Er der styr på sikkerheden for trafikken, hvis der sker et uheld, hvor en bil kører uden for vejbanen

Søerne ligger lige syd for Kirkelte-rundkørslen, ind mod Karlebo, og søerne kan synes dybe, når man kører forbi ude på Isterødvejen. Fredensborg Kommune har nu undersøgt strækningen en ekstra gang, og konklusionen er klar: Intet behov for autoværn.

- Vi har været ude for at måle afstanden mellem vej og søerne, og der er cirka 12 meter til den ene sø og 14 meter til den anden sø. Hvis man slår op i lovgivningen, betyder det, at der ikke skal sættes autoværn op, forklarer Jacob Wrisberg, teamleder i Fredensborg Kommune.

Hvis terrænet skråner ned mod en sø, kan det tale for alligevel at sætte autoværn op, men ikke i dette tilfælde. Afstanden er stadig for lang til, at det udgør en sikkerhedsrisiko.