Lions' julepakker kom vidt omkring

Flæskesteg, ris og og julegodter var blot noget af det, som enlige forsørgere i Skælskør og omegn kunne modtage til de kommende juledage.

For 24. gang kunne Lions Club Skælskør uddele de såkaldte »julepakker« til trængte familier.

I år skulle Lions-medlemmerne køre ud med 28 af slagsen.

Blandt de ni Lions-uddelere skulle Torben Hansen og Troels Jensen ud til syv familier, og de første tre pakker blev stuvet ind i Troels Jensens Nissan.

Sjællandske var med rundt på første del af turen, der i solskinsvejret først gik til Boeslunde.

Troels Jensen og Torben Hansen har selv kørt med julepakker henholdsvis seks gange og lige siden initiativets begyndelse.

- Det her er årets »store Lions-dag«, siger Torben Hansen.

Blandt dem, som kunne modtage en julepakke, var Karin Pedersen fra Gerdrup.

Det er andet år, at hun har valgt at søge om en af pakkerne.

I 2016 var hun ramt af kontanthjælpsloftet, men det går en smule bedre nu. Hun er blandt andet i ressourceforløb.

- Der er stadig nogle eftervirkninger af det beløb, jeg mistede, siger Karin Pedersen.

Hun er mor til tre børn og er taknemmelig for det arbejde, som Lions gør.

- Det er fantastisk, siger hun.

Årets udsolgte lodder til Harboe Ræs har været en stor faktor for finanseringen af julepakkerne, som den lokale SuperBrugsen har leveret.

Derudover har Harboes Bryggeri samt Geia Food sponsoreret drikkevarer, og en trofast anonym sponsor har givet en donation på 10.000 kroner.