Mit yndlingssted: Yoga-træning

- Living yoga er mit yndlingssted, fordi der er plads til alle, lige meget om man er ny i yogaens verden eller garvet yogi.

24-årige Mynte Søndergaard er studerende og flyttede til Næstved for fire år siden.

Hun elsker at komme i Det Røde Pakhus, hvor Living yoga holder til.

- Stedet emmer af hygge, som kan mærkes, lige fra man går ind ad døren. Der er store flotte træbjælker, som for mig giver stedet et rustikt og hyggeligt look, siger Mynte Søndergaard og tilføjer:

- Line og Anne, som er ejere af Living Yoga, er to skønne kvinder, som har skabt dette fantastiske sted og fyldt det med en kærlig sjæl. Jeg elsker at komme der, fordi yogaen giver mig mulighed for at komme ud af hovedet og ned i kroppen. Og så tilbyder de mange forskellige yogaformer, så der er noget for en hver smag, siger Mynte Søndergaard, som er særligt glad for bikram yoga i 40 graders varme.