Byggeriet af 125 ungdomsboliger på den tidligere gartnerigrund på Grønvej er gået langt hurtigere end oprindelig planlagt. Det spændende undomsbolig-projekt Blomstergården er en succeshistorie. 125 ungdomsboliger i etaper på bare tre år.
- Vi har netop besluttet at opføre tredje etape. Vi går i jorden til nytår, og de 52 boliger er klar i marts 2019, siger direktør Frederik Hansen til Sjællandske.
Han ejer Blomstergården A/S sammen med de lokale byggefolk Per Nielsen, Jannick Jørgensen og Tomas Andreassen.
Blomstergården opføres ved Grønvej tæt ved stationen. Næstved Kommune købte Østergaards gartneri og solgte i 2016 grunden til Blomstergarden A/S. I maj 2016 tog borgmester Carsten Rasmussen første spadestik til de første 52 ungdomsboliger. De blev færdige i sommer, og på det tidspunkt var der fuld gang på anden etape med 21 ungdomsboliger. De bliver klar til indflytning til 1. februar, og alt er udlejet.
Tredje etape indeholder 52 boliger, og når de er færdige i det tidlige forår 2019 er gartnerigrunden fuldt bebygget. Blomstergårdens 125 ungdomsboliger er i tre størrelser fra 38 kvadratmeter til 62 kvadratmeter. Den månedlige husleje svinger fra knap 4.000 kroner til 5.999 kroner. De største boliger er velegnede som deleboliger.
