Liseleje Havn igen-igen

Af Erik B. Johansen, Blåmejsevej, Liseleje

STRANDBESKYTTELSE Så skal vi til det igen her 14 år efter start og en lang række forslag og afslag - alt sammen på baggrund af regeringens forslag om moderniseringen af Planloven. Et flertal (4 mod 3) i kommunens Miljøudvalg har besluttet at indstille til byrådet om at give tilladelse til planlægning af havnen som et miljømæssigt bæredygtigt projekt. Man kalder havnen en væsentlig "gate" til den vestlige del af naturparken "Kongernes Nordsjælland".

De gamle konger ville græmmes. Med denne havn vil man kort og godt gøre vold mod den enestående strækning af strand og klitter, der er hele vejen fra Kikhavn til Tisvildeleje. Man anfører at en havn kan være med til at fuldende den blå søvej henover Nordsjælland.

Jeg håber at de valgte medlemmer af kommunalbestyrelsen ALLE vil tænke sig godt og grundigt om -især fordi bestyrelsen for havnen ikke ønsker at projektet skal blive en sag her i valgåret med risiko for at sagen kører helt af sporet, som bestyrelsen anfører i seneste beretning. Fortielse er vel ikke ligefrem demokratisk, så jeg håber på fuld åbenhed i sagen og ikke en lav profil, som bestyrelsen ligefrem anbefaler.

Kommunens Miljøudvalg har nu vedtaget at søge om tilladelse, og påstår at der i udpegningen af Liseleje havn er taget højde for naturbeskyttede områder. Man anfører samtidig at det er et stort ønske blandt beboerne i Liseleje.

Der er stadig en stor del vælgere, der ville stemme imod projektet.