Levende teater om toget til en KZ-lejr

Mørke, kulde og en uvis fremtid med KZ-lejren Theresienstadt som næste destination.

Det var den dystre virkelighed for 175 mænd, kvinder og børn af jødisk herkomst, der klokken 04.00 natten til den 13. oktober 1943 befandt sig som ufrivllige passagerer på et tog fra Helsingør Station.

Afgang 04.00 er titlen på et nyt stykke af gruppen Teatergrad, som dykker ned i en mindre kendt begivenhed fra den danske besættelse under 2. Verdenskrig, nemlig deportationen af en gruppe danske jøder fra Horserødlejren til KZ-lejren Theresienstadt. Sverige havde på daværende tidspunkt åbnet sine grænser for danske jøder på flugt, men ikke alle nåede væk.

Afgang 04.00 tager publikum med til den skæbnesvangre nat på Helsingør Station og med ind i tankerne hos de 175 mænd, kvinder og børn, der stod foran en uvis skæbne.

Stykket har premiere 2. november og spiller derudover den 3.-4. november og den 9.-11. november. Billetter kan købes på Helsingør Teaters hjemmeside.