Foredrag på biblioteket

Historiker Carsten Egø Nielsen fortæller ved et foredrag om Danmark som kolonimagt på De Vestindiske Øer, når Svebølle Bibliotek og Bjergsted Lokalhistoriske Arkiv inviterer til foredrag.

Carsten Egø, der er uddannet historiker fra Odense Universitet, vil fortælle historien om Danmark som kolonimagt på De Vestindiske Øer.

I cirka 250 år var Danmark kolonimagt i Caribien. På de tre danske øer - Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix - blev der blandt andet dyrket bomuld, men ikke mindst sukkerrør.

Der var i perioder tale om en yderst indbringende forretning, og en del af de mange penge blev investeret i store bygninger og paladser i Danmark. Til at udføre det hårde arbejde i plantagerne blev anvendt afrikanske slaver, som Danmark købte via sine kolonier i Afrika. Foredraget fortæller historien om de danske kolonier og om forholdene for de mange tusinde slaver. Endvidere skal vi høre om salget af øerne til USA i 1917.

Foredragsholderen er historiker og har flere gange besøgt de tidligere danske øer. Derfor er foredraget ledsaget af over 100 billeder fra fortid og nutid.

Arrangementet er et samarbejde mellem den frivillige biblioteksgruppe i Svebølle og Bjergsted Lokalhistoriske Arkiv.

Det foregår på Svebølle Aktivitetscenter den 24. oktober klokken 19.00. Billetter bestilles via kalundborgbib.dk under »det sker«.