Politisk topmøde i Karlslunde

Hvad kan vi forvente os af det forestående kommunalvalg, og hvad går Greves spidskandidater til valg på? Det undersøger den lokale erhvervsforening GreveSolrødErhverv sammen med Karlslunde Idræts Forening, når Greves borgere og virksomheder inviteres til politisk topmøde mandag den 23. oktober 2017 i Karlslunde Idræts Center klokken 19.00 til 22.00.

Partierne er i fuld gang med forberedelserne til kommunalvalget, og den 21. november skal vælgerne stemme. Som henholdsvis sports- og erhvervsforening finder de to lokale aktører det afgørende for den demokratiske proces, at vælgerne har direkte adgang til Greves politikere.

Det er studievært og udgiver Clement B. Kjersgaard, der med en bachelor i filosofi, politik og økonomi fra Oxford University og nok en i statskundskab fra Københavns Universitet er alt andet end mikrofonholder til det politiske topmøde i Karlslunde Idræts Center.

Kandidater klar

GreveSolrødErhvervs formand, Torben Hoffmann, oplyser, at stort set samtlige spidskandidater sidder i panelet den 23. oktober. Karlslunde Idræts Center danner rammen om arrangementet, hvor de opstillede kandidater og deres politiske tilhørsforhold er som følger: Pernille Beckmann (Venstre), Henrik Gliese Pedersen (Radikale), Falle Thomsen (Borgerliberale), Niclas Bekker Poulsen (Socialdemokratiet), Carsten Oddershede (Enhedslisten), Frank Danslev (Nye Borgerlige), Lars Egholm Fischmann (Alternativet), Brigitte Klintskov Jerkel (Konservative), Liselott Blixt (Dansk Folkeparti), Hans Kristiansen (Socialistisk Folkeparti) og Henrik Klem Lassen (Liberal Alliance).

Til topmødet har du mulighed for at stille spørgsmål til alle kandidater og få løftet sløret for, af- eller bekræftet de opstilledes politiske platform, holdninger og fokusområder. Hvordan ser fremtidens Greve ud, hvad vil spidskandidaterne arbejde for, og i hvilken retning blæser de kommunale vinde? Alt det og meget mere kan du få svar på, når dørene slås op til topmødet få uger før kommunalvalget.

Peter Roslev, KIF, var også med til at arrangere det store vælgermøde forud for kommunalvalget i 2013 og har store forventninger til topmødet.

- Flere end 200 deltog sidste gang, og det er enormt positivt, at der er så stor interesse. Det vil KIF gerne være med til at støtte op omkring, fortæller Peter Roslev.

- Det er en del af GreveSolrødErhvervs strategi at synliggøre vores lokalpolitiske engagement og deltagelse. Som upolitisk forening er det hele tiden tungen på vægtskålen, men vi fægter med åben pande og lægger ikke skjul på, at vi søger politisk indflydelse i forhold til at være med til at skabe optimale rammer for Greves erhvervsliv, siger Torben Hoffmann, som selv stiller op for Venstre til byrådet i Greve.

Deltag i det politiske topmøde mandag den 23. oktober klokken 19.00 til 22.00 i Karlslunde Idræts Center, Kongens Enge 42, 2690 Karlslunde. Topmødet er åbent for alle, gratis og kræver ikke tilmelding.