Våd festival får tre år mere

Årets vandsportsfestival, Lyn-X Open, i Lynæs bliver ikke et enkelt dyp med tæerne. Festivalarrangørerne og Halsnæs Kommune er enige om at hoppe sammen i vandet de næste tre år. Den 25. september var festivalen på dagsordenen i Udvalget for Vækst og Erhverv, og her gav medlemmerne tilsagn om at lave et tre-årig samarbejde om at udvikle og drifte vandsportsfestivallen frem til 2020.Fra 2021 er det meningen, at Havnerådet i Lynæs Havn, der i forvejen samler havnens foreninger, skal stå for at køre festivalen selv.

- Jeg har givet kommunen stor ros. De tog i første omgang initiativ til festivalen og kan nu også se mulighederne i, at vi kører det videre. Det er rigtig fedt, siger Johan Ingversen, projektleder på Lyn-X Open i 2017 og stifter af Lynæs Surfcenter, til Frederiksborg Amts Avis.

Han kan løfte sløret for, at Lyn-X Open 2018 bliver fra 8.-10 juni, og at man arbejder på at få mere maritimt, mere sejlads og formentlig travaljeroning på programmet.

Lyn-X Open løb første gang af stablen i juni måned i år under overskriften »Vandmekka i Halsnæs«. I følge arrangørerne var der mere end 2.000 besøgende i løbet af weekenden - cirka 1.000 lørdag og 1.200 søndag. De fremmødte - både lokale og gæster - blev lokket af Lynæs' vandsportsforeninger med tilbud om blandt andet at wind- og kitesurfe, stand up paddle, ro kajak og sejle, mens mere eller mindre professionelle deltog i fire store surfkonkurrencer.

Det har givet god feedback fra både foreninger, kommune og deltagerne i de professionelle surfkonkurrencer. Men fremadrettet skal det også give plus på kontoen.

Det er første år har festivalen fået tilskud fra kommune på 130.000 kroner, men planen er, at festivalen i 2021 skal være bæredygtig selv.

Læs mere i Frederiksborg Amts Avis torsdag