Tæt men sikker udesejr til Team FOG Næstved

På en mandag aften i Nørrebro-hallen i København fik Team FOG Næstved sæsonens anden sejr ud af to mulige i basketligaen, og den første af slagsen på udebane.

Men det holdt hårdt mod »supermændene« fra Stevnsgade, der kæmpede til sidste buzzer.

- De gjorde det godt og skød rigtig godt, også svære skud. Samtidig havde vores forsvar det svært i dag på mange fronter. De fik lov at lave 91 point, og det kan de godt vinde kampe med, siger Team FOG Næstveds sportschef, Thomas Foldbjerg.

Han kunne alligevel se sit hold vinde med 94-91, og selv om det lyder tæt, var sejren reelt ikke i fare.

De første to perioder viste nemlig, at Team FOG Næstved er en klasse bedre end københavnerne. Med periodecifre i de to første på henholdsvis 28-21 og 24-19 gik gæsterne rimelig overbevisende i front. Tredje periode blev helt lige med 22-22, og først i fjerde periode kom hjemmeholdet nærmere.

Troy Franklin blev Næstved helt store spiller med 33 point, mens den tidligere Næstved-spiller, Filip Rajovic, blev Stevnsgades topscorer med 29 point.

Søndag får Team FOG Næstved besøg af Svendborg Rabbits.