Alvorlige anklager mod borgmester Kim Valentin

"Jeg har jo sagt tusind gange, at jeg erklærede mig inhabil lige så snart jeg fandt ud af, at det var en kunde i et af mine firmaer der bød på det gamle rådhus og Pyramiden. Der er ikke mere i den sag", sagde borgmester Kim Valentin til Ugeposten tirsdag d. 19. september.

En kommentar til fire byrådspartiers ønske om, at få foretaget en uvildig undersøgelse af Kim Valentins rolle i udbuds- og salgprocessen af netop det gamle rådhus og Pyramiden i Gilleleje.

Men den udtalelse udfordrer byrådsmedlem Morten Ulrik Jørgensen nu. Han påstår, at Kim Valentin allerede i foråret vidste, at han var inhabil selv om borgmesteren selv påstår, at han først fandt ud af det i august måned.

De fire partier Enhedslisten, Socialdemokratiet, Nytgribskov og Alternativet vil med en uvildig undersøgelse have belyst om Kim Valentins private erhvervsforhold har spillet ind i salget af bygningerne. Køberen er nemlig kunde i et af Kim Valentins private firmaer, PIVOT Partner, som tidligere omtalt i Ugeposten.

Kravet om en undersøgelse blev med det samme imødekommet af borgmesteren der straks bad Kommunernes Landsforening (KL) om at sætte en undersøgelse i gang.

KL har i den seneste uge arbejdet med undersøgelsen. Den tidligere plan- og miljøudvalgsformand Morten Ulrik Jørgensen (Nytgribskov) er blandt de interviewede, og fremkommer med en alvorlig anklage mod Kim Valentin.

I interviewet siger Morten Ulrik Jørgensen blandt andet, at borgmesteren allerede i foråret 2016 fortalte Morten Ulrik Jørgensen om sin relation til den senere køber Humberto Orsini Petersen - altså i modstrid med hvad Kim Valentin påstår; at han først ved en tilfældighed i august 2016 blev gjort opmærksom på at Humberto Orsini Petersen var kunde i et af Kim Valentins firmaer, hvorefter Kim Valentin erklærede sig inhabil.

"Jeg var plan- og miljøudvalgsformand og var kort inde på Kims kontor hvor vi hurtigt vendte tre-fire sager overordnet og uformelt. Som man nu gør som borgmester og udvalgsformand. Det sidste emne var udbuddet af det gamle rådhus og Pyramiden, og at Humberto var interesseret. Og så siger Kim afslutningsvis; "Den sag kommer jeg til at tjene mange penge på, så jeg vil erklære mig inhabil." Og så talte vi ikke mere om det, og vi gik hvert til sit. Det var i maj eller juni måned. Det var i hvert fald noget før skolerne gik på sommerferie. Jeg har ikke den eksakte dato da det som sagt var et helt uformelt fem minutters møde", fortæller Morten Ulrik Jørgensen uddybende til Ugeposten.

Morten Ulrik Jørgensen påstår dermed, at Kim Valentin allerede i maj eller juni kendte til den inhabilitet Kim Valentin først i august fortæller at han netop da er blevet gjort opmærksom på. Altså to måneder før, og midt i den afgørende del af udbudsprocessen.

"Min eneste tanke var; Hold da op, der var han heldig. Det var da en meget smart og belejlig måde at komme ud af den sag på. For Kim gik til valg på ikke at sælge det gamle rådhus og Pyramiden, og han ønskede aldrig at sælge. Det var noget han blev tvunget til på grund af et budgetforlig hvor han og Venstre måtte give sig på den sag. Så jeg tænkte ikke videre over det - blot at han var heldig. Og det vendte jeg også med min gruppe dengang, og de var enige, og så tænkte vi ikke mere over det og lagde ikke andet i det", fortæller Morten Jørgensen videre, som svar på spørgsmålet om hvorfor han ikke allerede dengang reagerede.

Hvorfor først fortælle om det nu?

"Jeg vælger at fortælle dette til KL i deres undersøgelse, og nu til dig, fordi det er med til at kaste lys over perioden op til salget, altså hele udbudsprocessen. Der er for mange ting der falder sammen kan vi jo se løbende frem til nu; Hvad skete der siden et udbud med fokus på lejligheder i foråret 2016 pludselig skal laves om til et udbud med fokus på hoteldrift? Hvorfor bliver planerne om et hyggeligt, lille badehotel senere ændret til et noget større projekt, der meget fordelagtigt er skræddersyet til Humbertos ønsker om også at indeholde ferielejligheder, og nu også med byggeri på den fredede kile på grunden? Alt sammen nøjagtigt som Humberto gerne ville have det, også da han første gang fortalte om planerne i 2014 hvor Kim og jeg holdt møde med Humberto om hans interesse."

"Samtidigt ser vi en borgmester der på et økonomiudvalgsmøde og et byrådsmøde ikke kan huske det pågældende møde i 2014, og lidt senere kan han så godt huske det. Og en køber der er kunde i et af borgmesterens firmaer, ender med kun at give 15 millioner kroner, som den eneste der byder. Alt det lagt sammen betyder, at vi som byrådsmedlemmer selvfølgelig bliver nødt til at reagere og få undersøgt om det hele er gået ordentligt til. Og det kan denne oplysning KL's undersøgelse måske være behjælpelig med", siger Morten Ulrik Jørgensen til Ugeposten.

Men har du ikke selv et ansvar? Du var jo trods alt plan- og miljøudvalgsformand dengang?

"Jeg havde ikke denne sag som plan- og miljøudvalgsformand. Den blev taget fra mig og lagt over i Økonomiudvalget. Den var også i Økonomiudvalget i forbindelse med udbudsprocessen. Så, nej".

Kim Valentin ryster på hovedet over Morten Ulrik Jørgensens påstande.

"Det er for langt ude. Det er ikke demokratiet værdigt at synke så lavt. Det er personfnidder og det er ikke noget jeg gider at deltage i eller skyde tilbage på", siger Kim Valentin til Ugeposten og fortsætter.

"Det må stå for Mortens egen regning. Jeg har bedt om at få min habilitet prøvet da jeg fandt ud af at Humberto var kunde i et af mine firmaer. Det synes jeg var bedst, så derfor ville jeg være på den sikre side lige så snart jeg fandt ud af det. Og nej, det passer ikke. Jeg har ikke sagt det der til Morten, og jeg kan ikke engang huske det møde."

"Altså, det de taler om der er jo ikke inhabilitet - det er jo korruption og svindel. At jeg skulle have lavet underhåndsaftaler med folk og sådan noget. Så må de jo sige det, og anklage mig for svindel og korruption hvis de mener at jeg har begået noget ulovligt. Nu må det snart stoppe. Jeg synes vi skal lade KL's undersøgelse køre, og så ellers tale politik i valgkampen i stedet for personfnidder", siger Kim Valentin til Ugeposten.

KL's undersøgelse forventes klar på mandag hvor sagen også behandles på økonomiudvalgsmødet kl.15.00

Kl.19.00 er der valgdebat i rådhussalen mellem alle partiernes spidskandidater.