Ultimativ sport for drengerøve

Brølende motorer, mudder og hjulspin, lange røgfaner af dårlig forbrændt diesel.

På Jungshoved-halvøen gjaldt reglen om max et minut i tomgang ikke her i weekenden, hvor der var traktortræk, den ultimative festival for drengerøve, skriver Sjællandske mandag.

Princippet om ligestilling mellem kønnene var også sat ud af kraft, da drenge fra 10 års-alderen og op til det syvdobbelte satte sig i sædet på tunede traktorer og med følsomme tryk på gaspedalen overførte motorens trækkraft til baghjulene.

- Man skal have lidt af en Georg Gearløs i sig, forklarede Nicolai Karstensen, der er mekanikeren bag ombygning af en russisk dieseldrevet kampvognsmotor til et skinnende monstermaskine på 25 liter, drevet frem af 24 cylindere med cirka 3000 hestekræfter.

- Allerførst så lukker man dyserne og borer ud til 24 tændrør og sætter en ny indsugning på, forklarer mekanikeren, som arbejder uden løn på at få monstermaskinen til at snurre, drevet fra med flybrændstoffet ethanol.

- Heroppe er der en computer, der måler alt. Og her sidder videokameraer, tre stykker, og når vi kommer hjem, så ser vi filmene og samtidig alle målingerne og vurderer dem. Der er altid et eller andet, der skal justeres, noget, som kan blive bedre, siger Nicolai Karstensen, som sammen med monsteret kommer fra en flække i nærheden af Nykøbing F.

Så er der - helt bogstaveligt - et stykke ned til 11-årige Malte Fritjof Jensen, som for lige præcis en uge siden fik sin første havetraktor.

- Det er en Wheel Horse. Den har 12 heste. Og vi har selv sat den i stand, forklarer han om den funklende røde havetraktor, som han har fået af mor Mettes kæreste. De bor inde i Præstø, men planlægger at flytte på landet, hvor der også er bedre plads til at dyrke den ultimative sport for drengerøve.

- Jeg havde ønsket mig den. I lang tid, forklarer den 11-årige.

Konkurrencen er hård. I den anden ende af havetraktorrækken sidder kammeraten 10-årige Nicolai True. Han har en Ford, og den har 26 hk, men han er også ud af en næsten professionel traktortræk-familie. Jesper True er en af arrangørerne af traktortræffet, som for 12. gang afholdes på Jungshoved.

Første gang var der 25 traktorer og en ølvogn, nu er der mere end dobbelt så mange suppleret med et helt lille tivoli af børneforlystelser.