Når honning bliver til kviksand

Af byrådsmedlem for Nye Borgerlige og formand for KIU, John Jensen

Socialdemokratiet, Radikale og SF var ude og 'love honning' til borgerne i Allerød via et løft på velfærden på helt op til 11 mio kr. Samtidigt henviser de nævnte partier til, at deres 'honning' er så økonomisk funderet, at der mangler hele 16 mio. kr. i at 'fylde' budget for servicerammen ud.

Den første tanke var naturligvis; skulle borgerne virkelig være så heldige, at de nævnte partier har fundet en økonomisk kilde fyldt med honning - eller er der tale om ren talmanipulation og valgflæsk.

Derfor var det med stor spænding, at vi i NB afventede 'offentliggørelsen' af partiernes regneark. Herigennem ville vi nemlig få mulighed for at analysere denne økonomiske kilde fyldt med honning. Og lad det bare være sagt med det samme. Der er på ingen måde tale om en kilde fyldt med honning. NEJ, der er tale om en kilde der udelukkende består af kviksand.

Der er ganske enkelt tale om ren talmanipulation og valgflæsk (desværre). De påståede 11 mio. til mere velfærd forsvinder hurtigt via en 'talmæssig teknisk' manøvre og går hen og giver 1 mio. mindre til velfærd. Samtidigt skylder Socialdemokraterne, Radikale og SF at forklare borgerne, hvorfor servicerammen ikke er brugt fuldt ud. I deres budgetoplæg mangler der 16 mio. i netop dette. For NB er dette ganske overraskende, idet vi sammen med netop de nævnte partier flere gange i byrådet har 'skoset' det minimale flertal for ikke at ville bruge servicerammen fuldt ud. Forklaringen er enkel: Deres budgetoplæg hænger ganske enkelt ikke sammen, såfremt de brugte de nævnte 16 mio.

De fortsætter deres talmanipulation og valgflæsk ved at afsætte 300 mio. til renovering af vores skoler og institutioner. Ret skal være ret; det er der brug for. Men de 300 mio. er afhængige af jordsalg, mindre forbrug i budgettet samt økonomiske effektiviseringer. Altså fugle på taget og ikke en seriøs politisk tilgang til de økonomiske udfordringer, vi står overfor på området.

At de så ligeledes tager Dryland og Tennishal ud af budgettet og lader Mungo Park stå alene tilbage - ja, så bliver det bare endnu et bevis på, at der er tale om ren valgflæsk. Hvis man skulle fremstå seriøs med udtalelsen omkring effekten af at vælge kernevelfærd frem for prestigebyggerier, ja så skulle man nok ligeledes have taget de ca. 22 mio., der investeres i Mungo Park, ud af budgettet.

Alt i alt må man konstatere, at den lovede honning hurtigt blev til kviksand. At der simpelthen ikke er nogen politisk eller økonomisk seriøsitet i det fremsendte budgetoplæg og de nævnte partier udelukkende har valgt valgkamp og personlig positionering fremfor at give borgerne i Allerød kommune første prioritet.