Advokat om »bizar« sag: Det er rendyrket chikane

- Det er vel det nærmeste, man kommer en frifindelse. Et klart udtryk for, at der ikke er noget at komme efter.

Det konkluderer kommunalforsker Roger Buch, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, i kølvandet på Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis melding om, at man indstiller efterforskningen af mulige økonomiske uregelmæssigheder og lemfældig brug af offentlige midler i sagen om SF-byrådsmedlem Helle Blak.

Hun blev i marts fyret og politianmeldt for qua sit virke som leder af Rosenkildegårdens Ungdomscafé at have snydt med skattekroner. Noget strafbart er der dog ikke beviser for, lyder det nu fra politiet.

Ifølge Helle Blaks egen advokat, Leif Donbæk, kan Slagelse Kommune forvente et sagsanlæg. Det siger han til Sjællandske.

- Det er rendyrket chikane - både personligt og politisk. Det seneste, der i øvrigt er sket, er, at kommunen pludselig nu begynder at gå Helles kørselsregnskab efter i sømmene bare for at finde en flig, der kan bruges til noget. Men politiet siger jo nu alt det, vi har sagt siden marts. Der er intet at komme efter, pointerer Leif Donbæk, som ikke vægrer sig ved at kalde sagen »den mest bizarre, han har været med til«.

- Det er skandaløst, at en arbejdsgiver behandler en ansat på den måde, og det får helt sikkert et retligt efterspil, siger han.