Varmt farvel til vellidt skoleleder

Det var en bevægende dag, da Blovstrød Skole fredag sagde farvel til sin leder igennem 14 år, Kirsten Andersen.

- Jeg skal et eller andet nu, men jeg ved ikke hvad, siger Kirsten Andersen da hun ved middagstid står inde på sit kontor. Der står gaver og blomster i lokalet, og øjnene er en anelse fugtige. Indtil videre har det været en overvældende dag.

Tidligere på morgenen blev hun hentet ved Netto på Kongevejen og kørt i rickshaw frem mod skolen, hvor elever dannede flagallé hele vejen langs med stien ind til skolen og videre ind i skolegården. Derefter blev hun kørt rundt til alle klasserne, så hun kunne dele flødeboller ud, og nu står rickshawen udenfor kontoret. Klar til at køre hende videre til næste event, som hun altså ikke ved hvad er.

- Kirsten, du har lavet så mange alle-kald. Så kan du ikke lige lave et alle-kald og bede alle klasser om at gå ned i gymnastiksalen nu?, spørger Anders Bang-Petersen, der er souschef på skolen - og i øvrigt i dagens anledning klædt som rickshaw-chauffør.

Nede i gymnastiksalen venter en rød løber samt alle skolens elever og lærere. Da Kirsten Andersen kommer ind af døren, bryder eleverne ud i spontane klapsalver og råber taktfast »Kisser!, Kisser!«, mens hovedpersonen smiler og vinker.

- Hvor er det en fantastisk dag, I har lavet for mig. Jeg vidste slet ikke, hvad der skulle ske. Tusind tak for alt det, I har gjort, siger hun og sætter sig til rette i den lænestol, der er sat frem til hende.

Derfra overværer hun det overflødighedshorn af musikalsk underholdning, taler og gaver, som strømmer imod hende med en varme, der ikke efterlader nogen tvivl om, at det er en meget vellidt skoleleder, der i dag bliver taget afsked med.

»Gyldne farver og sensommerbrise fylder hjertet med vemodig musik«, synger hele salen. Men denne dag er det vist ikke kun efteråret, der fremkalder vemod.

- Jeg bliver helt rørt. I kan tro, at I gør mig glad,. Det bliver sådan en dag, jeg kommer til at huske i rigtig mange år, siger den bevægede hovedperson.