Frivillig: Forkert at spare Café Backstage væk

Det sociale aktiveringstilbud samt spisested Café Backstage i Skælskør har gennem årene haft op mod 20 mennesker tilknyttet ad gangen, som er på kontanthjælp og har brug for hjælp til at komme videre i tilværelsen. Typisk kæmper disse folk også med et misbrugsproblem.

- Café Backstage har hjulpet mange, siger frivillig på stedet, Anne Mette Schwartz.

Cafeen kan dog blive fortid, hvis forslaget i Slagelse Kommunes kommende budgetforhandlinger godkendes.

Nærmere bestemt lyder forslaget: »Center for Arbejdsmarked og Integration efterspørger ikke længere køb af pladser til aktiveringsparate borgere(...)«.

Hermed menes der at kunne blive en besparelse på 800.000 kroner årligt på drift af stedet.

Årsagen til, at man vil spare disse pladser væk, er ifølge forslaget, at »borgere vil kunne sikres hurtigere progression mod arbejdsmarkedet gennem virksomhedsrettede indsatser«.

Anne Mette Schwartz mener, at der både på et menneskeligt og arbejdsmæssigt plan er meget at komme efter for de aktiverede borger.

- For eksempel er en ung mand herfra senere blevet chefkok på Cafe Nytorv (i Skælskør, red.), siger hun.

De to ledere på stedet, Monika Andersen og socialpædagog Tina Dehli, gør særligt en stor indsats, mener den frivillige.

- For eksempel ved at tage sig tid til at snakke. Café Backstage er 20 procent restaurant og 80 procent socialt arbejde, siger Anne Mette Schwartz.

Hun er blandt dem, som har sendt et høringssvar ind til kommunen vedrørende budgetforhandlingerne og Backstage.