Sløje FCR tabte igen

FC Roskilde ligner efterhånden for alvor et bundhold. Det må man efterhånden erkende, efter at holdet søndag eftermiddag tabte 0-1 hjemme til Fremad Amager. Det var FCR's femte nederlag i ni kampe i sæsonen, og holdet ligger tredjesidst i rækken.

Kampens start - og en smule mere end det - var gudsjammerlig kedelig, for nu at sige det lige ud. Og man skulle helt frem til den halve time, før der så meget som kom et skud på mål fra nogen af holdene.

Det var gæsternes Olcay Senoglu, som efter lidt fejlkommunikation i FCR-forsvaret kunne sparke på mål fra omkring straffepletten. Men Frederik Schram havde ikke de store problemer med at snuppe det flade skud.

Så var der til gengæld også lukket lidt mere op for posen, og kort efter havde FC Roskildes Valon Ljuti et fint spark fra distancen, som dog sneg sig forbi mål.

I det 37. minut fik Fremad Amager så hjørnespark i venstre side. Og det skruede spark fik lov at sejle helt over til bagerste stolpe, hvor en umarkeret Morten Nordstrand kunne bringe gæsterne på 1-0 med et behersket indersideflugter.

2. halvleg lagde ud med en direktør af dimensioner - og det igen til udeholdet. Men efter at være blevet spillet total blank foran mål og efter en omstilling - sparkede Sebastian Andersen på en eller anden måde forbi mål. I øvrigt endnu en situation, hvor FCR's bagerste geledder emmede af passivitet og forvirring.

Daniel Stenderup svarede lidt igen i den anden ende, da han headede fint og farligt på mål efter hjørnespark, men ind kom bolden ikke.

De sidste 20 minutter af kampen havde Fremad Amager trukket sig helt tilbage på banen og satsede alene på omstillinger. Det gav den klassiske situation, hvor ét hold - hér FCR- har bolden nærmest konstant, og igen og igen forsøger at finde sprækker i modstanderens kompakte forsvar. Og hvor det andet hold - hér Amager-drengene - forsøger at lukke kampen på et lynhurtigt kontrastød.

Det gav dog kun sporadiske chancer til FC Roskilde - f.eks. i overtiden, hvor Kristian Lindberg fik blokeret sit spark på mål midt i feltet. Sådan RIGTIG farligt blev det dog ikke, og så endte det hele med en ny FCR-skuffelse.