900 alfahanner er klar til mudderløb

Det forventes, at flere end 900 alfahanner er klar til mudderløbet Xtreme Mandehørm lørdag 30. september med start klokken 12 fra grusparkeringen ved Hillerød Stadion.

Men der er plads til flere, selvom XIP-billetterne er ved at være udsolgte, skriver løbsleder Peder Bisgaard i en pressemeddelelse.

Han påpeger samtidig, at der sagtens kunne være flere hillerødanere med i løbet.

"Vi kan følge tilmeldingen og se, at den effekt, vi troede, det ville have, at løbet for tre år siden blev flyttet til Hillerød, ville betyde en større deltagelse af ikke mindst hillerødvirksomheder, men det er ikke fordi postnummeret 3400 er overvældende. Men heldigvis har vi fastholdt rigtig mange deltagere fra hovedstadsområdet. Men det kan nås endnu," påpeger Peder Bisgaard i pressemeddelelsen.

Årets løb har gennemgået flere ændringer og fornyelser i forhold til sidste år. Først og fremmest er selve afviklingen nu 100 procent lagt i hænderne på Firmaidræt Hillerød, hvilket har betydet, at mange frivillige hænder har været inde over planlægningen. En af disse er teltchef Martin Kjeldsen, der dog har været med i mange år som medhjælper ved den store fest efter løbet.

"Det er og har altid været en kæmpe fornøjelse at se de mange 'drenge' feste uden kvinder. Der er højt humør og fart på lige fra starten, og det mest positive er, at det altid foregår i en positiv stemning. Måske fordi deltagerne simpelthen er for trætte efter at have forceret de mange forhindringer, og derfor er der ingen kræfter til at være negative," skriver Martin Kjeldsen i pressemeddelelsen.

Tilmeldingen er stadig åben på mandehorm.dk/hillerod, hvor der også er info om løbet.jbe