Markedsdag slutter Bru'sens prøvetid af

Støtteforeningen for Bru'sen holder søndag den 24. september markedsdag som afslutning på sommerens eksperiment med fire måneders genåbning af landsbyens gamle købmandsbutik, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det tidsbegrænsede lejemål udløber ved månedens udgang, og lokalerne skal rømmes. For at få tømt hylderne for varer og lokalerne for møbler holdes der sæsonafslutning med marked, udsalg og auktion. Der er åbent i tidsrummet klokken 11-16, og klokken 13 starter auktionen.

Bru'sen har gennem fire måneder lagt lokaler til en café og en lang række forskellige arrangementer, som byens beboere har taget initiativer til. Der har været banko, foredrag om det lokale fugleliv, søndags brunch, foredrag om sund livsstil, bolsje fabrik for børnene, aftener hvor man mødtes til et spil dart, billard eller bob, undervisning i linedance og meget mere.

- Projektet har på mange måder vist sig at være en stor succes. Nu skal vi evaluere og samle op på, hvad vi har lært i forsøgsperioden. Ved et stormøde for nylig, hvor vi evaluerede med et stort fremmøde af byens borgere, fik vi et klart mandat til at arbejde videre i fase 2, hvor vi arbejder på at erhverve ejendommen og gøre projektet permanent, fortæller Poul Østergaard, formand for støtteforeningen, i en pressemeddelelse.