Dette er ikke et landskabsbillede

Maleren Jens Kirkegaard udstiller i Kulturhus Syd, Hovmarken 7, Helsingør, i det gamle bibliotek ved siden af Servicentret på Vapnagaard hele september måned. Der er fernisering 2. september klokken fra 14 til 16, hvor alle er velkomne.

Jens Kirkegaards landskabsmalerier er ofte det der en gang kaldtes trompe D'oeil: De syner som lette og hurtigt malede naturalistiske studier, hvor der er, hvad der nu engang er i et landskab. Kigger man nærmere efter, har himlen faktisk en farve himler aldrig har og vandet, der ser så blåt ud, er alt andet end blåt og træerne har farver, der aldrig forekommer ude i naturen.

Det ta'r nogen tid og en del eftersyn for at indse at det ikke er et enkelt og klart landskabsbillede, men en farvekomposition, der til forveksling ligner noget vi plejer at se ude i naturen.

Sådan driver Kirkegaards malerier meget ofte underfundig gæk med sine betragtere. Pludselig viser »det lette landskab« sig som forsøg på at illustrere »det tænkte landskab« - et arketypisk landskab, som bare udspiller sig på en planet med helt andre koloristiske konditioner - og uden nogen hjælpsom titel, der kunne hedde: Dette er ikke et landskab. Så kig godt efter, når du ser eet af hans malerier...