Menneskeligt vokseværk

Trekroners socialøkonomiske virksomhed Dankbar er under konstant udvikling med den evigt arbejdende Randi Tang Nielsen ved roret.

"Der var lige nogen, der ringede for at høre, om jeg havde nogle idéer til at få deres café op at køre. Det giver så meget mening, for vi deltager rigtigt meget i lokalsamfundet, og vi vil gerne Roskilde, for det er her, vi bor", siger Randi Tang Nielsen fanget i en sjælden ledig stund på Dankbar i Trekroner.

Nye knopskud

Hendes socialøkonomiske virksomhed i Trekroner har nu rundet de 100 ansatte, når man tæller de timeansatte med, og de er fordelt på virksomhederne Zusammen, Freunde og altså her i Dankbar, der alene har 25 fuldtidsansatte.

"Vi har udvidet Dankbar med at have en STU-linje (Særligt Tilrettelagt Uddannalse), og lige om lidt åbner vi et nyt cateringkøkken", fortæller Randi Tang Nielsen.

Beskæftigelse virker

Som pædagogisk konsulent og leder af Dankbar gennem de sidste fem år er det primært de psykisk sårbare unge, som Randi Tang Nielsens hjerte brænder for, og varen på Dankbar er netop specialiseret behandling med ligeværd og anerkendelse som effektive pædagogiske løftestænger. Én af hjørnestenene i Dankbar er, at de unge med det samme får en tilknytning til det miljø, Dankbar er en del af. Med udgangspunkt i, hvad de unge drømmer om, tænker den socio-økonomiske virksomhed således behandling og beskæftigelse sammen - med positive resultater til følge.

Arbejde og terapi

De unge, der i løbet af deres behandlingsforløb giver udtryk for, at de ville prøve at arbejde i butik, kan således prøve drømmene af i både Zusammen i Trekroner og Café Freunde på Musicon. De unge tilbydes praktik med efterfølgende arbejdsprøvning, og flere har herefter opnået ansættelse på lige vilkår med alle andre.

"Jobtilbuddet må dog aldrig stå alene, og man får det kun rigtig godt, hvis man får hele behandlingstilbuddet", fortæller Randi.

Dette tilbud indeholder individuel terapi tilpasset den enkelte, som kan tage form af fx rideterapi, psykologbehandling og spisetræning til spiseforstyrrede.

En del af samfundet

Grundlæggende handler Dankbar om at give de unge et bedre udgangspunkt med tilsyneladende enkle virkemidler som fleksibilitet, tilstedeværelse og miljøterapeutisk grundstruktur.

"Selvom du er psykisk syg og har vanskeligheder, er du stadig en del af samfundet, og der er også en plads til dig. Jeg tror på det her, og jeg kan se, at vores unge får det bedre", siger Randi Tang Nielsen.