Først kører Martin Medieløbet - og så løber han en stafet

Martin Hornung Christoffersen er som en lille dreng, når han kommer ind i en cykelbutik. Hans venner elsker cykelløb som han selv. Og i det hele taget er han bidt af en gal cykelklinge.

- Det er den klassiske historie om en løber, der begyndte at få småskader. Nu synes jeg, det er det mest fantastiske overhovedet - det er et fællesskab og en grejsport, siger Martin Hornung Christoffersen.

Når Martin Hornung Christoffersen sætter sig i sadlen for at køre Medieløbet lørdag den 9. september, så er han ganske fortrolig med den rute, han skal ud på. For selvom løbet i år har lanceret tre nye motionsruter foruden en familierute på 24 kilometer, så kender han turen fra sine træningsture sammen med kammeraterne i Cykelfællesskabet Tour de Haslev. De har en Facebook-gruppe, som de bruger til at aftale træningstider i. Det passer dem bedre end at være medlem af en klub.

- Jeg glæder mig bare til at komme ned og køre i starten af september. Det plejer at være superskægt, siger Martin Hornung Christoffersen.

Martin Hornung Christoffersen har valgt at køre de 116 kilometer, og det er ikke årets første løb for den 42-årige Haslev-borger. I år har han deltaget i Tour de Vestsjælland, Skjoldenæsholmløbet og gadeløbet Stjerneløbet i Roskilde. Og så har han været med til at arrangere det lokale HH Byløb Tour de Haslev, hvor Michael Mørkøv i år var med til start.

Når Medieløbet er vel overstået, har Martin Hornung Christoffersen ikke tænkt sig at gå hjem og smide sig i sofaen. For der sker også andet på Sydsjælland den weekend.

- Der er Stafet for Livet i Haslev, og jeg har en ambition om at deltage der også. Så må jeg bare møde ind lidt senere, siger Martin Hornung Christoffersen, som ikke overraskende skal deltage i stafetten for holdet »Cykelcaféen Haslev«.