Tyveri fra biler

To bilejere i Humlebæk har haft ubudne gæster i deres køretøjer. Nordsjællands Politi oplyser, at der fra mandag aften til tirsdag formiddag har været indbrud i en Toyota RAV4, der holdt parkeret på Bogårdsvej.

Her har en gerningsmand knust en af de forreste sideruder og forsøgt at stjæle bilens navigationsanlæg, men uden held.

På Torbenvej gik det udover en Ford Galaxy, som ligeledes fik knust en rude. Her blev hele frontpanelet skruet løs og vognens gps og radio stjålet.