'En Rema1000 på Tibirke Sand er en helt vanvittig idé

Af Bodil Koch

Salekildevej 3

3200 Helsinge

Jeg bor et stykke fra Asserbo og bliver derfor ikke direkte berørt af planerne om at etablere en Rema1000 på Tibirke Sand.

Men da politikerne ønsker at høre borgernes mening, vil jeg da gerne udtrykke min store undren over, at nogle politikere kan få den i mine øjne helt vanvittige idé at tillade dette projekt i et naturskønt område. Og jeg forstår heller ikke, at Rema1000, som jeg i øvrigt holder meget af at handle i, vil skade deres ellers gode image ved at bygge et nyt supermarked, når de kender til protesterne.

Hvis de nærmeste naboer har efterlyst dagligvarehandel tæt på, ville det være noget andet, men der er jo tilsyneladende store protester fra disse. I forvejen har disse kun få kilometer til både en Netto i Ramløse og en Spar i Asserbo.

I det hele taget er området rigeligt forsynet med dagligvarehandel.

Jeg har talt, at jeg indenfor et område fra, hvor jeg bor, har under 15 minutters kørsel til 23 supermarkeder, og hvis der kommer en Rema1000 ekstra, vil jeg have adgang til 24.

Der kan umuligt være kundeunderlag til så mange supermarkeder.

Men heldigvis har vi nu snart kommunalvalg, og jeg vil benytte lejligheden til at spørge kandidaterne ud om deres holdning til disse planer, og det vil også have betydning for, hvor jeg sætter mit kryds.