Lundbeck fik ministerbesøg

Torsdag middag besøgte Venstres næstformand, finansminister Kristian Jensen Lundbeck i Lumsås. En håndfuld lokale Venstrepolitikere deltog i rundvisningen, heriblandt formanden for miljø-og klimaudvalget, Morten Egeskov (V).

- Her i Odsherred er der mere end sommerhuse og grøntsager, og det vil jeg gerne være med til at gøre opmærksom på. Vi kan se, at Lundbeck sagtens kan rekruttere kemikere og ingeniører, og derfor er Odsherred for mig at se også oplagt, når vi taler om udflytning af statslige arbejdspladser. Vi kan godt få akademiske arbejdskraft her i Odsherred, sagde Morten Egeskov efter rundvisningen.

Kristian Jensen fremhævede også, at det var opløftende at høre, at Lundbeck kan skaffe højt kvalificeret arbejdskraft.

- Regeringen ønsker et Danmark i balance, og at der skabes vækst i hele landet, ikke kun i byerne, sagde Kristian Jensen, inden han kørte videre for at besøge idrætsforeninger i Greve.

Læs mere i fredagens udgave af Nordvestnyt.